nyhed
12 jul. 2024
Flot VM debut til Andreas Bock Bjørnsen
Andreas Bock Bjørnsen imponerer i sin VM-debut i sprint orientering i Edinburgh
Andreas Bock Bjørnsen fik en god start på VM i sprintorientering i Edinburgh, Skotland, og opnåede i sin VM-debut en stærk 21. plads i en krævende og udfordrende konkurrence.
Edinburgh centrum, og særlig det historiske område nedenfor Edinburgh Castle, stillede løberne over for store både fysiske og tekniske udfordringer. Andreas Bock Bjørnsen, der tidligere har markeret sig stærkt i både nationale og internationale konkurrencer, beviste sin styrke og tekniske kunnen på de udfordrende baner. Sprintorientering er en disciplin, der kræver hurtige beslutninger, præcis kortlæsning og høj løbshastighed. Og netop disse færdigheder kom Bjørnsen til at udnytte til fulde.
Som en central del af sine forberedelser var Andreas Bock Bjørnsen i juni på træningslejr i Skotland med NXT Level Sport, og fik her arbejdet intensivt med både de fysiske og tekniske udfordringer som VM løbet bød på. Dette, og grundlaget fra hverdagen i NXT Level Running Team, gav ham optimale forudsætninger for at præstere i dagens konkurrence.
I sit debutløb orienterede han hurtigt igennem de snoede gader og stræder i Edinburgh, og længe så det ud til at række til en plads i top 10. Desværre betød en fejl til allersidst at drømmen om top 10 må vente til senere på ugen, men løbet viste at han hører til blandt verdens bedste sprintorienteringsløbere.
VM fortsætter søndag med sprintstafet, hvor NXT Level Running Team stiller med Josefine Lind på førstetur og Andreas Bock Bjørnsen på andentur. Holdet består derudover at Jacob Steinthal og Ida Agervig Kristiansson. Holdet har som målsætning at løbe i top 6.
VM afsluttes tirsdag med knock-out sprint, hvor Josefine Lind og Andreas Bock Bjørnsen ligeledes er til start og begge har som mål at komme i finalen (top 6)
Resultater VM Sprint - Herrer:
Plac. | Navn | Land | Tid |
---|---|---|---|
1. | Martin Regborn | Sverige | 15.58 |
2. | Timo Polsini | Schweiz | 16.21 |
3. | Emil Svensk | Sverige | 16.25 |
21. | Andreas Bock Bjørnsen | Danmark / NXT Level Running | 17.27 |
42. | Emil Øbro | Danmark | 19.43 |